Erik Parker
adapt
28.01.10 - 17.04.10
Faurschou CPH er glade for igen at kunne vise en soloudstilling af den intense unge amerikanske maler Erik Parker.
Umiskendelig malerstil
Det er nu omkring et årti siden Erik Parker fik sit internationale gennembrud med sin umiskendelige malerstil kendetegnet ved det graffiti-lignende formsprog, den stærke farvepalet med de viltre arabeske figurer, de Rorschach-lignende symmetriske spejlinger, samt et væld af ord og sætningsstumper hentet ind fra malerens hverdag og den omgivende subkultur.
Menneskelige fysiognomier
Med turbo-energi og samme hæsblæsende kolorit som altid, har Erik Parker i sine nye malerier kastet sig ud i det mere figurative og plastiske og sat menneskelignende fysiognomier i centrum.
I en stilmæssig blanding af rokoko, syre-rock plakater, surrealisme, animation og tegneserie har disse figurer udstående øjne og kroppe, der giver associationer til cyborgs – en blanding af menneske og maskine. De synes blotlagt for hud således at man kan se ind i figurernes indre, hvor kranie og knogler udgøres af et komplekst væv af små dingenoter, farverige pinde og mønstre, der giver associationer til finmekanik, møtrikker og skruetvinger. En kommentar til nyere bioteknologisk forskning med kortlægning af gener, kloninger og transplantationer mellem mennesker og dyr?
Psykiske portrætter
Måske, men ikke kun. Erik Parkers figurer er også en slags psykiske portrætter, der udtrykker sindsstemninger. Med titler som f.eks. ”Stuck”, ”Loot”, ”Turn Down” og ”Adapt”, der alle er indarbejdet som en vigtig del af betydningsskabelsen i maleriets flade, er billederne nok så meget udtryk for indre følelser og sårbarhed.
Parkers billeder blander humor og alvor, der er noget rørende ved disse figurer, der appellerer til beskuerens medfølelse midt i alle de slikfarvede ornamenteringer og ”groovy” mønstre, der omgiver dem.
Moden maler
Erik Parker er blevet en mere moden maler. Det er som om han nu med frihed forholder sig til maleriet i mere formel forstand – til form, flade, linje og farve. I flere af værkerne på udstillingen arbejder han med dyptych’et og lader sin velkendte leg med spejlvendt figuration fordele sig over to lærreder. Set i forlængelse af de mange fysiognomier på de andre lærreder bliver mellemrummet mellem lærrederne en midterakse, der sine steder antager karakter af rygsøjle. Samtidig er aksen den der tvinger kunstneren til at skifte mellem højre og venstre hjernehalvdel i den maleriske spejling af motivet.
Musikalsk syntese
Parkers maleri trækker referencer til vidt forskellige perioder og malere i kunsthistorien – såvel som til graffiti, tegneserier og Street Art. Der er en umiddelbar affinitet til den tegneserie-inspirerede energi hos amerikanske malere som Carroll Dunham, Philip Guston og Peter Saul, men figurernes detaljerigdom og kompleksitet trækker lige så klare referencer til den manieristiske italienske maler Giuseppe Archimboldo, og hans visuelt legende portrætter af mennesker formet af grene, frugt, blomster og fisk. Maskerne, forvrængningerne og den eksistentielle undertone inkorporerer også modernistiske koryfæer som Picasso og Bacon. Der er lyriske indslag og arabeske slyngninger som er fine – næsten dekorative – og således forledes tanken også hen på Botticelli’s La Primavera.
Parker henter billedkomponenter ind som en komponist sætter rytmer og toner sammen. Hans billeder er både syrede og funky; humoristiske og ironiske; groteske og rørende, surrealistiske og barokke - som vores realitet i år 2010 er det.