Galleri Faurschou

Christian Lemmerz
Corpus Delicti
14.05.09 - 29.08.09

Christian Lemmerz åbner solo udstilling i Faurschou med nye værker.
Som ofte hos Lemmerz kredser hans værk om ”væren og tid”: Om livets begyndelse og dets slutning, og alle de psykologiske, kulturelle og sociale relationer, som både giver os liv, danner os, begrænser os, om ikke ligefrem forkvakler og kvæler os.

Tankegods og inspiration hentes fra både Heidegger, Celan, Freud, Manzoni, Malevitj, Biblen, græsk mytologi, oldtidens Ægypten m.m. Altid tilført en vis portion ironi, naturligvis, som når livets begyndelse er repræsenteret ved et foster lavet af kunstnerens egen afføring, og barnets indvielse i den kristne kultur bliver symboliseret ved en døbefond i hvid marmor med indvendig form som en babykiste; en ”våd grav”, fyldt med ”Kölner Wasser”, for at dæmpe stanken.
Kærligheden trives vanskeligt når to hjerter bogstavelig talt vokser sammen og kvæler hinanden, her i en bronzeskulptur. Døden venter den åndende krop, en zombie, holdt i live af en maskine, hvor kun lungernes arbejde træder frem som mørke skygger. Faderen er symboliseret ved et swastika, moderen ved klæbrig rød læbestift, og broderen er for evigt fragmenteret og forstenet i en sammenstilling af Osiris og Orfeus.

Således leger Lemmerz på begavet vis med vores Europæiske kultur- og mentalitetshistorie og de dannelsesmæssige og identitetsskabende grundvilkår vores eksistens er underlagt. Det er som altid både underholdende og oplysende, frapperende og smukt.

Christian Lemmerz aktuelle udstilling i Faurschou falder samtidig med hans solo udstilling på Statens Museum for Kunst. Det er to vidt forskellige udstillinger som netop viser spændvidden i Christian Lemmerz’ arbejde fra det konceptuelle og idé-baserede over den ambitiøst eksperimenterende omgang med materialet – som det ses på Statens Museum for Kunst, hvor han bl.a. har lavet store relieffer i bronze støbt i sand, der trækker på andre ressourcer i hans kunstneriske arbejde.

Christian Lemmerz der blev 50 i januar er netop blevet tildelt Thorvaldsen Medaljen. Det er den højeste udmærkelse akademiet kan tildele en billedkunstner og i motiveringen stod der bl.a.:

”Hans tekniske beherskelse af såvel kul som sten er enestående.
Hans motivvalg er skarpt og rystende.
Rystende, fordi det blotlægger de sider af vores civiliserethed, vi nødigt ønsker at konfronteres med.
Lemmerz bliver ofte fremstillet som provokatør.
Men snarere end provokatør er han et sandhedsvidne og en frisætter af gestalter fra livets skyggesider”.