Michael Bevilacqua
Remains of the day
30.08.07 - 20.10.07
Michael Bevilacquas malerier er som visuelle dagbøger – et collagelignende mix af alle mulige dagsrester. Hans aktuelle udstilling i Galleri Faurschou, har han således givet titlen ”Remains of the Day”, og udstillingen viser nye sider af den unge New York malers kunstneriske arbejde.
I Michael Bevilacquas nyeste malerier er det bl.a. forskellige børneeventyr, der har været inspirationskilde. Vi møder Snehvide, livløs af den gamle dames forgiftede æble, Alice i Eventyrland med opspilede øjne og spredte ben med barnligt stribede strømper – men også med store kvindelige kønsorganer. Dertil spor af den onde, fiktive ærke-skurk Fantomas. Det er børneeventyr, men uegnet for børn, dagsresterne er blandet sammen og forvandlet til noget foruroligende i den menneskelige bevidstheds natside.
I de sidste par år er den flade, skrapkantede figuration og de mange henvisninger til populærkulturen, som har karakteriseret Bevilacquas tidligere værker, i stigende grad blevet afløst af en lyst til i højere grad at sætte sig selv på spil, afprøve nye maleriske teknikker og afsøge større kompleksitet og åbenhed i kompositionerne.
Hans aktuelle udstilling ”Remains of the Day” fortsætter således det eksperimenterende arbejde med at mørklægge og med at slette billedets tidligere stadier, som også karakteriserede hans foregående udstilling ”Black Studio”. Det er de skjulte lag der arbejder, som den menneskelige bevidsthed gør det – og bedst får fri mulighed for at gøre det om natten, mens vi sover.
Der er noget foruroligende og ildevarslende over den måde det onde og uhyggelige fra børnelitteraturens billed-univers sættes sammen i dunkle farver med død og sex som undertone.
Med et begreb lånt fra Freud kan man tale om ”Das Unheimliche”, det ”ikke-hjemlige”, det fænomen, at ting fra det fortrolige, velkendte og ”hjemlige”, slår over i en truende fremmedhed. ”Das Unheimliche” er det fortrængte, som kommer til udtryk, når grænsen mellem fantasi og virkelighed udviskes.
Bevilacqua leger med disse to planer, og bruger det forgiftede æble som et genkommende symbol i flere af de nye billeder. I eventyret bliver der lokkende lovet, at en bid vil få alle ens drømme til at gå i opfyldelse – og for Snehvide ender det da også til sidst med, at hun får sin prins. I vores aktuelle virkelighed synes æblet hos Michael Bevilacqua at være et symbol på livet og alle dets prøvelser.