Christian Lemmerz
gOD
04.05.06 - 07.07.06
Christian Lemmerz’ nye udstilling i Galleri Faurschou har den engelske titel ”God”, med klar reference til den dagsordensættende rolle spørgsmålet om religion har spillet i det internationale samfund i de seneste år.
Udstillingens altdominerende værk er en stor model af et fuldstændig sønderbombet København - minutiøst udført i hvidt karton. Det ligner en grotesk anti-arkitekturmodel.
Den hvide farve, som vi traditionelt forbinder med det uskyldsrene og netop i arkitekturmodeller med et nyt visionært projekt for fremtiden, er her vendt til en vision af vores angst og afmægtige afventen et muligt terrorangreb på København.
For Christian Lemmerz er det oplagt at drage væsentlige begivenheder fra vores medievirkelighed ind i sin kunst. De spiller en betydningsfuld rolle i vores kultur. De er de billeder, vi opbygger vores viden og virkelighed ud fra.
I en meget bevidst udvælgelse af form og materiale hæver Christian Lemmerz den konkrete begivenhed ud af samtidens og nyhedsstrømmens snævre kontekst i retning af noget mere eviggyldigt. Det kan være i en æstetisk ophøjelse i hvidt marmor eller guldbelagt bronze eller som her, hvor det hvide karton gør det bombede København til billede på en hvilken som helst bombet by i for- eller fremtid - det kunne også være Dresden 1945. Men det kan ligeså vel være med kitsch som ironisk virkemiddel, som i skulpturen ” The Reconstruction of the Twin Towers on an Iceberg”, eller når han bruger reklamens virkemidler i en række nye store tryk.
For Christian Lemmerz er kunsten et reflektionsrum. Efter hans mening kulturens sidste frie offentlige rum, som ikke er kontrolleret af moralske eller magtpolitiske interesser.
Der er fernisering på udstillingen torsdag den 4. maj fra kl. 17. 00 – 19.00.
Galleriet kan kontaktes med henblik på billedmateriale og aftaler om interview med Christian Lemmerz.
Galleri Faurschou har åbent tirsdag til fredag 11.00 – 17.00, lørdag 11.00 – 14.00.