Galleri Faurschou

Georg Baselitz, Nan Goldin, Shirin Neshat, Pablo Picasso, Robert Rauschenberg, Jenny Saville, kim sooja, Nina Sten-Knudsen & Mark Tansey
Galleri Faurschou 1986-2001
27.09.01 - 20.10.01

Galleri Faurschou kan i september 2001 fejre 15 års jubilæum. I den anledning vises en udstilling med udvalgte værker fra de 15 år af Georg Baselitz, Gerhard Richter, Per Kirkeby, Mark Tansey, Nan Goldin, Asger Jorn, Kim Sooja og Shirin Neshat.

Galleri Faurschou blev startet i 1986 af Luise og Jens Faurschou. Uden megen erfaring med gallerivirksomhed, men med høje ambitioner, lejede de sig ind i St. Strandstræde, hvor galleriet stadig har til huse.
I starten af 1990’erne indledte de samarbejdet med Christian Lemmerz og Michael Kvium, som de fortsat repræsenterer i dag, foruden Nina Sten-Knudsen, Zbigniew Libera, Wim Delvoye og Mark Tansey.

Lige fra start har ambitionen været at formidle kunst af høj international kvalitet. I løbet af galleriets første fem år udstilledes Miquel Barcelo, Georg Baselitz, Anselm Kiefer, Per Kirkeby, Sigmar Polke, Robert Rauschenberg, Andy Warhol, Pierre Alechinsky og Asger Jorn for blot at nævne nogle.
Allerede i 1993 viste Galleri Faurschou Bruce Nauman og en flot Monet-udstilling samme år. Mark Tansey havde sin første galleriudstilling udenfor USA hos Faurschou i 1995, og Tracey Moffatt og Nan Goldin var ikke kendte herhjemme, da de blev vist i 1997-98. Der er herudover bl.a. blevet vist Sam Francis, Pablo Picasso og i 2001 bød galleriet på en unik udstilling af 9 malerier af Edvard Munch, inden turen kom til Shirin Neshat og en af hendes nyeste film.

Som det ses i udvalget af de deltagende kunstnere på denne udstilling, er det karakteristisk for Galleri Faurschou at vise og formidle værker af modernistiske mestre som Munch, Picasso og Jorn, internationalt anerkendte samtidskunstere som Rauschenberg og Richter og nye kunstnere som Shirin Neshat og Kim Sooja, der er på vej og som fortjener opmærksomhed og repræsentation i Danmark.


Udstillingen er åben fra den 27. september til den 20. oktober.

Der udgives et illustreret katalog i forbindelse med jubilæet.

Reception afholdes i galleriet torsdag den 27. september ml. kl. 16.00 - 18.00.