Nina Sten-Knudsen
Paintings and drawings
25.10.01 - 15.12.01
Nina Sten-Knudsen viser nye malerier og tegninger i Galleri Faurschou.
Torsdag den 25. november åbner Galleri Faurschou en udstilling med nye malerier og tegninger af Nina Sten-Knudsen.
Centralt i udstillingen er maleriet "Bibliotek", et kæmpe lærred, hvor Nina Sten-Knudsens arbejde med det iscenesatte, perspektivisk og rumligt komplekse landskabsmaleri når nye højder.
Som i udstillingen "Landskabet, senere" som vistes på Glyptoteket i 1999 arbejder hun i "Bibliotek" fortsat med temaer som tid, rum og historie. Men i dette nye maleri er hendes arbejde med rumlige figurer videreudviklet og inkluderer små selvstændige tredimensionelle enheder, som tilsammen udgør et netværk af fortællinger i den enorme flade.
Som titlen angiver fokuseres der i disse rumlige figurer på litteratur. I billedets nederste halvdel, som udgør et dunkelt landskab, præsenteres vi for et oplyst bibliotek, en læsesal, bogreoler og mennesker fordybet i bøger. En tematik som korresponderer med billedets øverste halvdel, der udgøres af et lysende himmel-landskab, som via de mange perspektiviske fokuspunkter i sig selv udgør flere fortællinger. Det er ikke til at afgøre, om vi fra himlen ser ned på et landskab af marker og floddale, eller om vi er i landskabet og ser op på skyernes mange farvenuancer.
Udstillingen udgøres i øvrigt af en række tegninger og malerier i et lidt mindre format, hvor Nina Sten-Knudsens optagethed af vores kulturhistoriske baggrund fra antikken over oplysningstid og romantik til nutiden også tematiseres.
Der er fernisering i galleriet torsdag den 25. november fra kl. 17.00 - 19.00.
Udstillingen varer til den 15 december.
Galleri Faurschou har åbent tirsdag-fredag fra 11.00 - 18.00, lørdag fra 11.00 - 14.00.