Galleri Faurschou

Edvard Munch, Bjarne Melgaard, Asger Jorn & Per Kirkeby
Expressive Nordic Painting
27.10.03 - 31.01.04

Det er et lille udpluk af godt hundrede års arbejde med det ekspressive maleri, som vil pryde væggene i Galleri Faurschou i den kommende tid. Med værker af Edvard Munch, Asger Jorn, Per Kirkeby og Bjarne Melgaard spænder udstillingen således over fire generationer i nordisk kunst, og præsenterer kunstnere, som på forskellig vis arbejder med ekspression som kunstnerisk udgangspunkt.

Med fokus lagt på det ”ekspressive” frem for det mere genre- og tidsbestemte begreb ”ekspressionisme”, søger udstillingen at give eksempler på, hvordan kunsten med modernismens begyndelse, og netop med Edvard Munch som en af hovedpersonerne, har givet afkald på den naturalistiske gengivelse af en ydre verden til fordel for at videregive en ”indre” sanseoplevet verden. Hos Munch er det netop ekspression snarere end imitation, der gennemsyrer værket; hans malerier er både landskab og psykologisk indre på samme tid.

Ekspression, som kommunikation af følelser og umiddelbare sanseindtryk, trækker tråde tilbage til romantikken og bliver med modernismen en af kunstens centrale funktioner, med mange forskellige og nye formelle greb. Og selv om der har været utallige andre bevægelser i kunsten, har ekspressive udtryksformer bevaret sig op gennem det moderne frem til i dag.

Hos Jorn giver det sig udtryk i den spontane gestus og den umiddelbare overførsel af kroppens bevægelser til lærredet. Hos Per Kirkeby i, hvad han selv kalder en ”inderlighedens arkæologi”, hvor perciperede landskaber omsættes eller ”filtreres” til monumentale lærreder i jordfarver og gyldne, violette og grønne nuancer fyldt med tegn og symboliserende gestus. Hos Bjarne Melgaard er det den vedholdende undersøgelse af selvet og dets relationer til omverdenen, karakteriseret af hans penselstrøgs udtryksfulde, lette streg, der er i fokus.

Udstillingen byder på fantastiske enkeltværker af 4 betydelige nordiske kunstnere, og giver publikum anledning til et gensyn med kunstnere som galleriet også tidligere har vist.



Der er fernisering torsdag den 27. november fra kl. 17.00 – 19.00
Udstillingen vil være åben for pressen fra kl. 11.00.
For yderligere informationer og billedmateriale kontakt venligst
Galleri Faurschou.
Galleri Faurschou har åbent tirsdag-fredag fra 11.00 – 17.00, lørdag fra
11.00 – 14.00.