Erik Parker
Is it Something I Said?
19.01.06 - 11.03.06
“Velkommen til Erik Parkers verden” fristes man til at sige ved introduktionen til hans første separatudstilling i Galleri Faurschou og Danmark. For det er et meget personligt, udtryksfuldt og visuelt forførende univers som Erik Parker inviterer ind i, i sine store, stærkt farvede billeder.
Pink, lyserød, grøn, turkis, blå, lilla, rød, gul: Heftige farver slynger sig i organiske former, psykedeliske mønstre, og symmetriske spejlinger. I arabesker af flora og fauna dukker også tegneserieagtige figurer op; muntre og monstrøse med store næser, øjne og munde, halvt opløste i maleriets mangefarvede slyngtråde.
Foruden form og farve er ord en vigtig ingrediens i Erik Parkers verden. Ofte annonceres maleriets tema eller titel i store bogstaver henover lærredet, eller ordene vokser, som man kan se det i en stribe tegninger på udstillingen, ud af en elefantsnabel eller indkapsles som tæt tekst inde i en figurs hoved. I den signifikante håndskrift, af og til med personlige staveformer og ordblinde spejlvendinger, er der både humor og skarp sarkasme at hente; f.eks. når han forholder sig til kunstsamlere og auktioner i kunstverdenen, et økonomisk omløb hans egne værker også er blevet en del af.
Ofte er det stumper af sætninger overhørt i andre folks samtaler, som danner udgangspunkt for et tema i et billede. I selve udarbejdelsen af værket lader han derefter frit sine egne associationer flyde med, i en bevidsthedsstrøm, i billederne. Musik er en væsentlig forudsætning for dette arbejde. Hans atelier i Brooklyn, New York er domineret af et stort bord i midten, hvor malerbøtterne står arrangeret i tone-i-tone farveorden, så hans arbejdsrytme ikke forstyrres af at skulle lede efter en bestemt farve, og i forlængelse heraf står endnu et bord med mixerpult, grammofon, hans bærbare Mac og hans vinylplader i kasser på gulvet. Hele arbejdsprocessen er altså præget af et rytmisk ”groove”, som også tydeligt kommer til udtryk i billederne.
Erik Parkers værker er unikke i deres kunstneriske formsprog. Der er både graffiti, syre-rock plakat-stil, pop og subkultur i hans psykedeliske fantasiverden, som kunsthistorisk trækker tråde til malere som Philip Guston og Carroll Dunham. Hans billed-tekster er i deres seismografiske registreringer af tidens diskurser både vedkommende og humoristiske kulturanalyser af vores samtid.
Der er fernisering i galleriet torsdag den 19. januar kl. 17.00 – 19.00.
Udstillingen vil være åben for pressen fra onsdag den 18. januar kl. 12.00.
Der vil kunne træffes aftale om interview med kunstneren i dagene 16.-19. januar ved henvendelse til galleriet.
Galleri Faurschou har åben tirsdag – fredag fra 11 – 17, lørdag 11 – 14.