Erik A. Frandsen
Glansbilleder
09.09.04 - 13.11.04
Erik A. Frandsen har til denne udstilling skabt radikalt nye værker, hvor han arbejder med ny teknik og nye materialer: Spejlblanke stålplader i store formater har fået indridset hans karakteristiske blomstermotiver. Væk er alle farver. Lærred og pensel er erstattet med det tunge metal og boremaskinens forskellige børste– og slibehoveder.
Og dog er det umiskendeligt Frandsen; en rose er placeret i en urinflaske, store tragtformede blomster har stærkt erotiske undertoner, afblomstrende forårsløg hænger ud over en skål, halvvisne tulipaner og andre blomster er placeret i alt for store vaser.
Sammenstødet mellem materialet og motivet er voldsomt – stålblomster er en umulighed. Billederne virker både sensuelt forførende og afvisende ”cool” på samme tid.
Hos Frandsen får blomsterne i denne materialemæssige enkelhed næsten symbol-karakter – de bliver en signatur, tegn, eller linier som bevæger sig i retning af det abstrakte.
Samtidig er billederne meget konkrete; ophængt fungerer de som spejle, der afbilleder deres omgivelser – både gallerirummet og beskueren. Således konfronteret med sig selv i det kolde reflekterende stål bliver Frandsens stålblomster-billeder også vanitas-symboler for beskueren, et ”Memento mori” om vores eget livs endeligt.
Blomstermotivet har altid været et symbol på skønhed, sensualitet, liv, forfængelighed og forgængelighed i kunsten, og Frandsen har tidligere benyttet blomster-motivet som led i hans kunstneriske undersøgelser af intimsfæren, parforholdet og hjemmet.
Ud over således at være tematisk nært knyttet til hans tidligere produktion, trækker disse nye værker også formelt tråde tilbage i hans værk – f.eks. helt tilbage til midten af 80’erne, hvor Frandsen savede motiver ud i spånplader, som gav skyggebilleder på væggen. Således fortsætter og videreudvikler han i disse billeder det arbejde med stregen og linien, som altid har stået centralt i hans værk.
Men Frandsen giver også med disse stål-malerier, skabt uden pensel, farve og lærred, et interessant bud på hvad maleriet kan i dag.
Der er fernisering torsdag den 9. september fra kl. 17.00 – 19.00, hvor kunstneren vil være til stede.
Udstillingen vil være åben for pressen fra onsdag den 8. september kl. 12
For yderligere informationer, billedmateriale og interview-aftaler kontakt venligst
Galleri Faurschou.
Galleri Faurschou har åbent tirsdag-fredag fra 11.00 – 17.00,
lørdag fra 11.00 – 14.00.